Din babys motoriske udvikling 0-3 måneder

I en artikelserie stiller jeg skarpt på din babys motoriske udvikling i det første leveår. Året har jeg inddelt i 4 faser: 0-3 måneder, 3-6 måneder, 6-9 måneder og 9-12 måneder. Det er dog vigtigt at have sig for øje, at tidsintervallerne er vejledende og endelig ikke må anskues som en facitliste, hvor dit barns motoriske fremskridt og udvikling skal passe præcis ind i en specifik alderskasse. Inddelingen skal i langt højere grad bruges som en vejledende guide til, hvilke motoriske udviklingstrin din baby bør gennemgå i det første år og i hvilken rækkefølge, de forskellige fremskridt kommer. Med andre ord: Hvis din baby er lidt “forsinket” i sin udvikling, behøver det på ingen måde være et tegn på, at der er noget galt. Men hvis baby springer flere trin over, kan det derimod være, der er nogle ting, der skal undersøges eller fokuseres ekstra meget på.

Og husk nu: Fortvivl ikke, hvis din baby ikke er helt så langt fremme end andre på samme alder. Rækkefølgen i den motoriske udvikling er vigtigere end hvornår.

Hvad kan din baby fra 0-3 måneder?

  • Når din baby bliver født, er han eller hun helt “krøllet sammen” efter mange måneder på trang plads i maven. I den allerførste tid kan din baby ikke ret meget rent motorisk og meget af tiden går med at spise og sove.

  • Babys bevægelser er i den første tid styret af reflekser og hele kroppen er ofte i brug, når baby bevæger sig.

  • Baby vil ofte automatisk forsøge at løfte hovedet fra underlaget, når han eller hun bliver lagt på maven. I de første måneder vil det ligne små “nik”, når baby forsøger at løfte hovedet fra underlaget. Babyen kan godt være for god til at løfte hovedet i starten.

  • Når din baby ligger på ryggen, vil han eller hun lave en masse ukoordinerede bevægelser med arme og ben. Bevægelserne hjælper baby til at sanse, hvad verden er for en størrelse.

I de første måneder af babys liv, bør der naturligvis være størst fokus på at lære hinanden at kende og skabe en tryghed og nærhed mellem baby og forældre. Men samtidig giver det rigtig god mening at være opmærksom på at stimulere babys motoriske udvikling helt fra starten, da det danner grundlag for den videre udvikling. Nedenfor dykker jeg ned i de ting, jeg mener, du bør have ekstra fokus på i de første måneder af din babys liv. Der linkes til artikler, hvor jeg går endnu mere i dybden med de forskellige problematikker.

Hvad bør du have særlig fokus på fra 0-3 måneder?

Tryghed og berøring: I den allerførste tid er der naturligvis ikke fokus på at tumle rundt med baby, men snarere på at lære hinanden at kende og give din baby al den fysiske nærhed, du overhovedet kan. Berøringssansen stimuleres når du nusser og aer din baby og ligger hud mod hud, så skru endelig helt op for det!

0-3 mdr - Øve maveliggende hånd på numsen

Om på maven: Du kan og bør lægge baby på maven, fra han eller hun er helt nyfødt – i starten vil det være begrænset, hvor meget tid, der bliver brugt på maven, idet meget af tiden går med at spise og sove. Men efterhånden som ugerne går, vil der være mere og mere vågen tid, hvor baby bør lægges på maven, så ofte det er muligt. Hvis din baby ikke lægger armene i underlaget er det vigtigt at hjælpe hende med det. Læg en lidt fast hånd på babys bagdel og din anden hånd på skiftevis den ene og den anden arm. Herved stimulerer vi fornemmelsen hos baby af at presse mod underlaget. Det behøver ikke være på fladt underlag, det kan sagtens foregå på din mave.

Forebyg fladt baghoved: For at forebygge, at din baby får fladt baghoved, bør du forsøge at lægge hende på siden med et håndklæde foran og bagved som støtte. Derved “trykkes” det bløde kranie fra alle sider og ikke kun bagfra. Der kan være mange ting i spil her, for nogle gange er der også favoritside, og så er det ikke kun baghovedet vi skal være opmærksom på skal aflastes, men også favoritsiden. I artiklen og videoen her går jeg i dybden med, hvad du kan gøre for at forebygge fladt baghoved.

Stimulér vestibulærsansen: Den såkaldte vestibulærsans – også kaldet labyrintsansen – udvikles allerede mens baby ligger i maven. Vestibulærsansen er med til at sikre, at vi kan holde balancen og orientere os i et rum. Den styres af tre væskefyldte rør i det indre øre, og når væsken bevæger sig, sendes impulser til hjernen. Hvis vestibulærsansen ikke stimuleres og udvikles, kan det have betydning for den motoriske udvikling. Vestibulærsansen stimuleres i starten af din babys liv af vuggende bevægelser (som baby kender fra tiden i maven under graviditeten). Hav derfor særligt fokus på at vugge din baby i den første tid, så vestibulærsansen stimuleres. Og vær ikke bange for det bliver “en dårlig vane” at baby kun vil falde til ro ved vug. I starten handler alt om tryghed, så jo mere trygt og genkendeligt vi kan gøre det jo rarere for alle. Og langt, langt de fleste finder langsomt ro uden de vuggende bevægelser.

Krydsbevægelser: Krydsbevægelser mellem arme og ben og cykelben gør, at din baby lærer sin krop at kende. Samtidig er det også netop krydsbevægelserne, der skal bruges, når baby en dag skal op og lære at kravle.

Baby 0 måneder: Hyg, nus, vug og introducer maveliggende, som ser ret hårdt ud.

Baby 3 måneder: Snak med god øjenkontakt, drej rundt i din favn, og meget maveliggende – stabil hovedkontrol er tæt på på plads.

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com