Baby har fladt baghoved – hvad kan vi gøre?

Barnets kranie er blødt, meget blødt. Det skal det være for at kunne komme ud af den relativt smalle fødselskanal, og fordi det skal kunne give plads til hjernen, der vokser rigtig meget de første to år. Blødheden betyder, at det nemt kan ændre facon, altså blive skævt til en side eller bagpå, det som mange kender som “fladt baghoved”. De officielle anbefalinger foreskriver, at baby skal sove på ryggen, hvilket giver relativt stor risiko for, at det lille bløde kranium bliver fladt bagtil eller “skævt” til en side. Men frygt ej! Hvis den lilles hoved er blevet lidt fladt eller skævt, er der en hel del vi selv kan gøre for at afhjælpe den udvikling. Hertil skal tilføjes, at det ikke er sikkert, at du selv kan løse problemstillingen uden professionel hjælp fra en kiropraktor, men alt hvad du gør, har en positiv betydning i forhold til at afhjælpe skævheden.

Følgende ting skal du være opmærksom på for at afhjælpe fladt baghoved: 

  • Lejring ved søvn
  • Lejring ved hyggestund
  • Omgivelser
  • Vaner, fx hvis baby får flaske

Lejring ved søvn

Er din baby blevet flad på den ene side af kraniet, skal vi tænke på at aflaste denne side. Og vi skal være opmærksomme på det både ved vågen tilstand og under søvnen. Det lille spædbarn kan ofte lejres med hovedet vendt mod den side, der ikke er flad i barnevognen, babynesten, liften eller vuggen. Men det er ikke altid, hovedet bliver til den side, og derfor kan det være en ide at lægge en strømpe fyldt med ris tæt op af babys hoved, så hun ikke kan dreje det til den flade side. Dette tip virker dog ofte kun ved de helt små, der fortsat er ret hjælpeløse i forhold til at bevæge sig. De lidt større får sig hurtigt møvet væk, så de alligevel kan dreje hovedet. Her kan det være en ide at forsøge at hælde madrassen eller underlaget lidt, så det at kigge mod den flade side er lidt ”op af bakke”.

Er din baby primært flad lige bag på kraniet, er det vigtigt at veksle imellem, hvilken side baby lægger hovedet til under søvn, og vi skal være opmærksomme på ikke at lægge baby på hårde overflader.

Lejring ved hyggestund

Når baby er vågen, skal der snakkes, synges og pludres, og det foregår jo ofte på arm, når baby er helt lille, men når der er behov for at lægge baby fra dig, så tænk på at lægge hende så hun ikke motiveres til at kigge mod fladheden. Hvis du fx  lægger hende fra dig på sofaen, så sørg for at lade kroppen ligge helt op langs ryglænet. Hvis din baby drejer hovedet mod den flade side, vil hun kigge direkte ind i ryglænet, og forhåbentlig motiveres hun derved til at fokusere ud i verden mod lys og dig, hvorved hun trykker lidt på kraniet modsat den flade side.

Hvad fanger din babys opmærksomhed?

Hold øje med hvilke ting, der fanger din babys opmærksomhed. Det kan være lysindfaldet ved puslepladsen, tydelige kontraster eller måske bevægelse, der spejles i et spejl nær puslepladsen. Det er selvfølgelig ikke alt man kan og skal flytte, men der, hvor det er muligt, skal du tænke i at flytte de opmærksomhedsskabende ting, så baby vender hovedet væk fra den flade side.

Babys vaner ved spisetid

Sidst men ikke mindst skal du være opmærksom på egne vaner. Holder du ofte baby i den samme arm, eksempelvis hvis hun får flaske, er det en god ide at øve sig i at bytte arm – det har ikke kun betydning for hovedfacon, men også for hvordan baby aktiverer muskulatur omkring kæbe og nakke.

Når vi skal forsøge at ændre babys kraniefacon, er det vigtigt at være tålmodig – det ændrer sig ikke med et fingerknips. Og lad så vidt muligt være med at kigge på det hele tiden. Har du brug for at holde øje med det, så tag eventuelt et billede af babyens hoved oppe fra en gang om ugen og se, om du kan se forskel. Det vil give dig et meget mere synligt billede af, hvordan det skrider fremad, end hvis du fokuserer på det hver dag. Babyens kranie er mest eftergiveligt de første 6 mdr, men hele det første år har vi mulighed for at påvirke det. Jo større babyerne bliver, desto vanskeligere bliver det dog at styre dem ind i en bestemt stilling. Derfor er det vigtigt at have fokus på det helt fra begyndelsen. Jeg anbefaler aldrig at ændre den sovende babys hovedstilling, hvis det har betydning for søvnen. Med andre ord du skal ikke vække din baby for at ændre hovedstilling. I stedet skal vi få lejret baby, så vi kan hjælpe det på anden vis.

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com