Delte mavemuskler, burgermave, frømave -rectus diastase hos baby

“Kært” barn har mange navne! I midten af vores mave i en lodret streng løber et bindevævsstrøg, hvori vores mavemuskler er forankrede. Når man ligger i rygleje, og mavemusklerne strammes, skal maven blive fast og en anelse mindre over det hele. Man skal forestille sig en næsten lige linje fra armhule til hoftekam og en let bue henover maven ved navlen. Maven skal derimod ikke blive helt flad og bred, og der skal ikke kunne ses en lille top i midten – Tobleronemave kaldes det ofte hos voksne.

Under graviditeten deler mors mavemuskler sig for at skabe yderligere plads til den voksende mave. Det kaldes delte mavemuskler (rectus diastase). For at de skal samle sig igen, skal kroppen bruges anderledes igen efter graviditet. Det øgede lændesvaj, der er opstået, skal mindskes, og den svaghed, som der naturligt er kommet i mavemuskelvævet skal genopbygges. Det kræver ofte en fokuseret indsats fra mors side, at få mavemusklerne ind på plads igen. På samme måde skal vi have fokus på motorisk udvikling hos det lille barn, fordi en del af det, der sker de første tre måneder i livet er, at der opbygges en stabil core, så baby kan arbejde videre med næste trin i udviklingen. Og en stærk og stabil core forudsætter, at baby ikke har delte mavemuskler.

Kan en baby have delte mavemuskler?

Det korte svar er ja! Babyer fødes faktisk med delte mavemuskler. I takt med at babyerne begynder at bruge kroppen, samles denne deling. Og det er meget vigtigt af forskellige grunde:

For den lille baby er stærke dybe mavemuskler med til at:

  • Give stabilitet i maveleje.
  • Hjælpe baby med at trille fra ryg til mave.
  • Få baby op på strakte arme.
  • Presse afføring ud.
  • Holde gylp nede ved at lukke mavemunden – beskrives i videoen her:

    Hos det lidt større barn og voksne er stærke dybe mavemuskler med til at:

    • Få os til at sidde roligt på en stol.
    • Give os god balance.
    • Gøre det nemmere at lære at cykle.
    • Bidrage til mindre lændesvaj – hvis man har det i udtalt grad.
    • Mindske tendens til strutmave.
    • Give støtte til din rygsøjle, når du lander fra et hop i gymnastik, håndbold eller arbejde. Og altså herved mindre belastning på din rygsøjle. 

    Hvorfor samler nogle babyers delte mavemuskler sig ikke?

    Svaret på dette spørgsmål er lidt er som at skulle svare på: “hvad kom først  – hønen eller ægget?” Samler mavemusklerne sig ikke, fordi baby er begrænset i at udføre de bevægelser, der kan hjælpe med samlingen? Eller kan baby ikke lave bevægelserne, fordi mavemusklerne er for svage til at træne det, der hjælper til bevægelsen/øvelsen, der styrker mavemusklerne – eksempelvis at komme op på armene i maveleje?

    I klinikken griber vi altid udfordringen an ved at løsne eventuelle spændinger, der kan have betydning for de delte mavemuskler, og vi sætter øvelser i gang.

    Hvordan kan du se om din baby har delte mavemuskler?

    Hvis din baby ser “for bred” ud, når han eller hun ligger i rygleje, er der god grund til at være opmærksom på, om der tale om delte mavemuskler.

    Jeg er som babykiropraktor opmærksom på dette fra et tidligt stadie og har en forventning om, at din baby på 3 mdr. kan ligge i rygleje og løfte arme og ben op i luften, uden at jeg kan se den lille top, der kommer i midten af maven, eller at maven bliver flad og lidt rynket omkring navlen som på dette billede.


    Selvfølgelig er der lidt elastik i forhold til alderen. For der kan have været forhindringer undervejs, der har gjort det svært for jer at lægge baby på ryggen. Og derved har baby ikke helt haft mulighed for at øve sig i at bevæge arme og ben i rygleje og herved øve sig i det, vi kalder midtlinjekontrol – altså at arme og ben kan løftes fri af underlaget, imens truncus bliver liggende stabilt i underlaget og har form som en halv cylinder.

    Jeg ser ofte babyer som den på billedet med rynket navle, der er rigtig gode til at løfte hovedet fri i rygleje, som en lille minimavebøjning – men det er ikke funktionelt. Babyer rejser sig ikke op på denne måde, de skal trille rundt og herfra når tid er, skubbe sig op i siddende stilling.

    Hvad skal du være opmærksom på ved en baby med delte mavemuskler efter 3 mdrs alderen?

    • Undgå at give baby mad i skråsiddende stilling i indsats eller skråstol
    • Lav øvelse med let ribbens pres videolink
    • Lav trilleøvelse – se mere i videoen her
    • Undgå at lave kranløft
    • Begræns baby i lodret position lige fraset spisesituationer. 
    • Babyer med udtalt delte mavemuskler er ofte bagsidedominante.
    • Løft altid fra forudgående tril om på siden – det går jeg i dybden med i videoen her:

    Hvad er rectus diastase?

    I videoen her forklarer jeg mere visuelt, hvad rectus diastase eller delte mavemuskler er:

    Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com