Min baby kravler ikke

Jeg møder jævnligt bekymrede forældre, som siger: “Min baby kravler ikke!” Og til det er der kun én ting at sige: “Sæt i gang”, for det vil vi rigtig gerne lære ham eller hende.

Der er flere årsager til, at det er vigtigt, at baby lærer at kravle:

  • Samspil mellem kropshalvdele (højre og venstre) via hjernen, så højre og venstre hjernehalvdel skal arbejde over midten
  • Når baby kravler, styrkes mavemuskler og den dybe core
  • De primitive reflekser integreres
  • Giver mulighed for at rejse sig på knæ og forberede det at stå lodret inden så længe

Skal du være bekymret, hvis din baby ikke kravler?

Når jeg rådgiver forældre her eller i klinikken, er det aldrig min hensigt at skabe bekymring, men jeg vil virkelig opfordre dig til at gå i “træningslejr” med din baby, hvis han eller hun ikke kravler – og har alderen og de forudliggende kompetencer til det.

Hvornår kan min baby kravle? 

Forudsætningen for at kravle er at kunne komme op på alle fire, altså op i kravlestilling. Det kan baby gøre på to måder: Rigtigt og forkert. Rigtigt er, når baby løfter sig fra de strakte arme bagud over hofterne. Forkert er, når baby “hopper” benene op under sig. Det illustrerer jeg i videoen her:


Nogle babyer står længe og rokker, når de kommer i kravlestilling. Ofte kan “rokke-fasen” være lang, hvis din baby er hurtigt til at knække koden og komme på alle fire. Den kan derimod også være ikke-eksisterende, hvis din baby er 9-10 måneder, før han eller hun kommer på alle fire. Hjernen skal være moden til at arbejde sammen over kroppens midterlinje, før kravlet kan mestres, og det ser vi oftest tidligst ved 7-8 måneders alderen. Jeg ser dog også indimellem babyer på 6 måneder, der kravler fint, og andre lærer det først efter 10-11 måneders alderen, så man skal ikke hænge sig alt for meget i, hvor gammel din baby er. Hovedsagen er som skrevet andre steder her på siden, at der er fremskridt i din babys motoriske kunnen fra uge til uge.

Hvordan kan vi motivere baby til at komme op og kravle?

Hvis din baby ikke rigtig vil komme op og kravle, kan du med lidt forskellige øvelser og teknikker være med til at skubbe lidt på og aktivere kravleteknikken hos din baby. I videoen her viser jeg, hvordan du kan stimulere din baby til at komme op og kravle.

Du kan udover denne teknik lægge små forhindringer ud, som baby skal mosle henover. Eller sæt dig med benene i havfruestilling og læg din baby over dit underben og lad hende knokle henover – vær opmærksom på hun ikke står på næsen.

Afhængig af årstiden selvfølgelig kan det, der giver det sidste skub til, at din baby komme op på alle fire og afsted være, at du lægger hende med bar mave i græsset. Det “driller” dem nogle gange til at tænke: “lad mig komme op herfra”. Er det ikke undendørsvejr, kan jeg finde på at anbefale kortvarigt at lægge baby på bar mave på et køligt gulv. Det er heller ikke det rareste, men det lokker dem nogle gange til lige at tænke over, hvad de ellers kan, og så kommer de måske op på alle fire. Din baby skal selvfølgelig ikke blive kold eller ked af det. Det er bestemt ikke meningen med “kravlelegen”.

God træningslyst!

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com