Kan man løfte baby forkert?

Det spørgsmål kan være svært at svare entydigt på for mig som kiropraktor. Men når det så er sagt, så er der helt afgjort en måde, der stimulerer baby rigtig fint i forhold til at udvikle hovedkontrol. Det kommer jeg ind på i artiklen her og i videoen nedenfor.

De første tre måneder af babys liv, er det som bekendt meget vigtigt, at vi støtter babys hoved godt, når vi løfter hende fra underlaget. I takt med, at babys kontrol over hovedet styrkes, vil nogle babyer meget gerne hjælpe meget til, når de løftes op. Nogle presser meget ned i underlaget med armene, nogle løfter hovedet fri af underlaget som beskrevet herunder – også når de løftes op.’

Rigtig mange af de babyer, jeg ser i klinikken, har for stærke overfladiske mavemuskler. Og nogle ligger ret tidligt og løfter hovedet fri fra underlaget – vel at mærke i rygliggende stilling. Det vejleder jeg forældre i at hjælpe baby af med, fordi det ofte kan betyde, at baby bliver for stiv i visse bevægelser og kan have svært ved at lære at trille. Hvis baby konstant løfter hovedet, når du eksempelvis skal skifte ble eller give tøj på, så prøv om du kan bøje dem sammen på midten så at sige – altså løfte benene op fra underlaget og evt. bøje hoften over de 90 grader. På den måde slapper den overaktive muskelkæde ofte af, og baby lægger hovedet ned igen. Jeg illustrerer teknikken i videoen her:

En anden rigtig vigtig huskeregel er, at du skal prøve at vænne dig til at løfte baby op fra underlaget ved at trille over den ene eller anden skulder først, og ikke på den måde ”vi plejer”.  På den måde forsøger vi at stimulere babyens muskelkæder på siden af kroppen. De er de muskelkæder, som skal hjælpe barnet i trillestadiet. Og efter min mening som kiropraktor, er det altså denne måde, der er den mest hensigtsmæssige måde, at løfte din baby op fra underlaget.

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com