Hvorfor skal din baby ligge på maven?

Der findes nok ikke én eneste nybagt mor eller far, der ikke op til flere gange har hørt fagpersoner, venner eller familie sige, at man skal huske at lægge baby på maven, når han eller hun er vågen. De fleste af os ved det, men ved vi egentlig også hvorfor det er så vigtigt, og hvad vi eventuelt kan gøre, hvis vores lille guldklump ikke er helt så vild med tanken om at anskue verden fra maveliggende stilling?

I dette indlæg har jeg samlet en række anbefalinger og praktiske råd, der kan gøre det nemmere at få baby til at tilbringe mere tid på maven.

HVORFOR ER DET VIGTIGT, AT BABY LIGGER PÅ MAVEN?

Helt enkelt kan det siges, at vejen til oprejst stilling starter med, at baby ligger på maven. Fra den position får rygsøjlen sin form og nakke, mave og rygmuskler styrkes, og det er netop dem, der skal understøtte baby i senere hen at lære at trille, kravle og gå. Derudover er det også vigtigt at aflaste babys hoved, som i starten er meget blødt og derved let bliver fladt, hvis baby tilbringer for lang tid på ryggen. 

ANBEFALINGERNE

Det kan siges meget enkelt: Når din baby er vågen, bør hun lægges på maven, så meget, det kan lade sig gøre. Rent praktisk kan det dog være en udfordring, da en den vågne tid i starten faktisk er ret begrænset. Dertil kommer, at baby når hun er vågen, også skal spise og skiftes, og derved reduceres den reelle tid, der er til rådighed til motorisk stimulans betydeligt. Her er det dog meget vigtigt at sige, at det ikke handler om at tænke i minutter, men snarere i frekvens. Det vigtigste er, at det helt fra starten bliver naturligt for os at lægge baby på maven, hver gang det kan lade sig gøre. Derved bliver det en naturlig handling, og stille og roligt vil baby begynde at tilbringe mere og mere vågen tid på maven.

Det er ikke alle babyer, der er lige vilde med at blive lagt på maven. Her er det vigtigt, som altid, at lytte til barnet. Det er naturligt fysisk langt hårdere for baby at ligge på maven end på ryggen, hvorfor hun også ofte vil beklage sig lidt over det. Prøv at aflede opmærksomheden ved at rasle med et stykke legetøj eller lave fagter foran din baby. Det vil ofte gøre, at hun glemmer, at hun ligger på maven, og gradvist vil hun blive stærkere i nakke og ryg og derved have mere lyst til at være der.

Hvis hun græder og er meget utilfreds hver gang, hun bliver lagt på maven, kan det skyldes en låsning, som en kiropraktor ofte vil kunne afhjælpe.

I videoen her viser jeg, hvad du bør være opmærksom på, når du lægger din lille baby om på maven.

HVORDAN FÅR DU BABY TIL AT LIGGE MERE PÅ MAVEN?

Det helt nyfødte barns opmærksomhed drages af dig og din stemme. Derfor er det en god idé at træne maveliggende et sted, hvor du kan komme i øjenhøjde med dit barn – fx i sofaen, på puslebordet eller ved spisebordet.

Prøv også at lægge dig på ryggen med babyen på underbenene som på billedet nedenfor.

Når baby bliver lidt større kan et stykke legetøj i bevægelse begynde at være interessant. Tril fx en lille farvestrålende bold* foran din baby. Et spejl* kan også være rigtig godt til at aflede babys opmærksomhed, når hun ligger på maven. 

En lille foldbar stofbog* med masser af farver og knitrende lyde er også altid et hit blandt de helt små, og den er rigtig god, når baby skal trænes i at ligge på maven.

En legemåtte med vand kan også være en rigtig god investering, idet den både er sjov at røre ved og samtidig vil din baby blive stimuleret og optaget af alle de små bevægelser i væsken, så hun vil glemme, at det er lidt hårdt at ligge på maven.

En vigtig pointe i forhold til mavetræning er, at al tid på maven “tæller”. En rolig stund på mors eller fars bryst er også helt fantastisk til dette formål.

Artiklen indeholder reklamelinks, som er markeret med en *

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com