Din babys motoriske udvikling 6-9 måneder

I en artikelserie stiller jeg skarpt på babys motoriske udvikling i det første leveår. Året har jeg inddelt i 4 faser: 0-3 måneder, 3-6 måneder, 6-9 måneder og 9-12 måneder. Det er dog vigtigt at have for øje, at tidsintervallerne er vejledende og endelig ikke må anskues som en facitliste, hvor dit barns motoriske fremskridt og udvikling skal passe præcis ind i en specifik alderskasse. Inddelingen skal i langt højere grad bruges som en vejledende guide til, hvilke motoriske udviklingstrin din baby bør gennemgå i det første år og i hvilken rækkefølge, de forskellige fremskridt kommer.

Hvis din baby er lidt “forsinket” i sin udvikling, behøver det på ingen måde være et tegn på, at der er noget galt. Men hvis baby springer flere trin over, kan det derimod være, der er nogle ting, der skal undersøges eller fokuseres ekstra meget på.

I denne artikel er vi nået til din babys motoriske udvikling fra 6-9 måneder.

Hvad kan din baby fra 6-9 måneder?

  • Din baby er ved at få styr på øje-håndkoordinationen og øver sig i at gribe ud efter ting og smide ting på gulvet.
  • Når din baby ligger på maven skal hun kunne komme op på strakte arme og løfte brystkasse og mave fri af underlaget.
  • Det er også i denne periode, at din baby vil begynde at øve sig i at krybe for at komme frem eller begynde at komme op på alle fire og rokke frem og tilbage. Det er rigtig god træning for stabiliteten i kroppen, som er en forudsætning for at kunne lære at kravle.
  • Når baby er mellem 6 og 9 måneder, skal hun mestre at trille fra ryg til mave og ofte også omvendt. Hvis hun ikke viser interesse for det eller ikke helt har knækket koden, kan du få et par tips til, hvordan du lærer baby at trille i artiklen og videoen her.
  • Pincetgrebet, hvor din baby tager fat i ting med to fingre, er også ved at være en del af værktøjskassen. Indtil nu har din baby brugt hele hånden til at tage fat i ting.
  • Sidst i perioden kan din baby måske komme op at sidde selv.
Babys motoriske udvikling fra 6-9 måneder

Når din baby kan sidde selv, åbner en helt ny verden sig. De kan sidde længere tid ved bordet i højstol, sidde i barnevognen og sidde på gulvet og lege. Fordi det er en stor milepæl i din babys motoriske udvikling, har vi en tendens til at være lidt for ivrige og skubbe på ved fx at lægge puder bag barnet på gulvet eller i barnevognen eller på anden vis forcere, at hun kommer op at sidde. Det er dog en rigtig dårlig idé, idet barnets ryg og core-muskulatur først er stærk nok til at sidde op, når han eller hun selv mestrer teknikken i at komme op at sidde. Så selv om du er utålmodig og gerne vil hjælpe på vej, så vent, til din baby selv er klar. Du kan med fordel tumle, trille, rulle, lave krydsbevægelser og på anden vis stimulere din baby motorisk, så hun bliver stærk og klar til at sidde selv. Men jeg håber med min side at kunne få dig som forælder til at forstå, at det at sidde er noget “der kommer af sig selv” når baby mestrer at komme op at rokke på alle fire eller bliver stærk nok i arme og core til selv at skubbe sig derop. Og alt det træner vi hver eneste gang baby ligger og leger på maven.

Hvad bør du have særlig fokus på fra 6-9 måneder?

Tril til begge sider: Når din baby lærer at trille, skal hun helst trille til begge sider. Hvis hun ikke er helt med på den idé eller har en favoritside, hun helst triller til, kan du finde inspiration til trilleøvelser her. Jeg ser mange babyer i klinikken, som fortsætter med at have deres favoritside at trille til, og jeg råder altid forældre til at blive ved med at træne at trille til den modsatte. For hvis vi ikke stimulerer muskelkæderne i begge sider i kroppen, er der øget sandsynlighed for at barnet ikke vil krybe med begge ben, men kun bruge det ene til at skubbe sig frem med.

Lad din baby styre tempoet: Som nævnt før: Hvis baby ikke selv komme op at sidde, er hun ikke stærk nok til at sidde selv, og så skal vi ikke forcere det. Undgå puder og anden støtte omkring hende på gulvet og i barnevognen og undgå at sætte hende op, medmindre det er i spisesituationen, hvor hun naturligvis gerne må sidde i en højstol, så længe hun spiser. Nogle kan sidde selv, hvis de bliver placeret i stillingen, men ikke selv komme derop. Og det betyder ikke de så alligevel er klar. For hvis man ikke selv kan komme op i stillingen, kan man heller ikke komme ud af den, og så sidder de meget ofte og hænger. Hvis ryggen runder og er c-formet, når hun sidder, er det et tegn på, at ryggen endnu ikke er stærk nok, og så bør du lægge hende ned på maven igen. Når din baby er stærk nok til at sidde selv, vil ryggen være rank i siddende stilling. Se mere i artiklen her om, hvornår din baby er klar til at sidde selv.

Støt din baby i højstolen: Det er efter min mening helt okay, at din baby sidder i en højstol, når han eller hun skal spise. Læg evt. et par stofbleer eller et håndklæde ned omkring hende, så hun læner sig mere frem i stolen og derved belaster ryggen mindre. Når hun er færdig med at spise, bør du tage hende op igen. Vent med den siddende leg til baby selv mestrer den siddende stilling i det fri uden støtte fra højstol.

Gulvet er jeres bedste legeplads: Din baby har brug for at bruge hele kroppen og er også meget mere livlig, end du har oplevet hidtil. Brug gulvet som ‘legeplads’, hvor din baby ikke kan komme til skade ved at falde eller trille ned, og hvor der er mulighed for at bevæge sig frit. Når der baby begynder at komme omkring er det en god ide at lave små udfordringer, læg evt. yndlingslegetøjet op på en mindre forhøjning der ikke slår hårdt, hvis nu balancen svigter i starten. Eksempelvis kan krokodillen bruges. Det vi gerne vil opnå er, at udfordre baby, til at finde ud af at hun kan komme op på knæene og støtte, det giver ofte “motivation” til at komme mere og mere på alle fire, og så er vi snart på vej.

Babys motoriske udvikling fra 6-9 måneder

Kryb og kravl: Mange babyer begynder at krybe og/eller kravle i denne periode. Det er en fantastisk ting at observere din lille guldklump komme frem i verden. Og nu går det stærkt med at komme omkring. Det er en stor ting pludselig selv at kunne bestemme, hvilken retning man vil i. Nogle gange er det også lidt vildt og kan give barnet en følelse af at verden er meget stor – det kan have betydning for den måske ellers rolige nattesøvn. Når din baby kryber eller kravler er det vigtigt, at der er symmetri i begge bevægemønstre. I videoen her viser jeg, hvad du skal holde øje med.

Babys motoriske udvikling fra 6-9 måneder

Kravlestimulering: Hvis din baby ikke kommer videre fra den rokkende bevægelse på alle fire, eller du bare har lyst til at udfordre hende til at kravle, fordi du synes det ligner, det er tæt på, at baby kan selv, er der hjælp at hente i denne video. Fortvivl ikke, det kræver lige lidt øvelse, før det lykkedes for dig som forældre at holde rigtigt, men den er god og effektiv. Det er også en god ide at øve at kravle, hvis din baby kryber ved brug kun af et ben eller kun trækker sig frem i armene.

6 mdr.: Strakte arme i maveleje, tril løs

7-8 mdr.: Kryb løs militærstil ellers søg vejledning.

9 mdr.: Kravl løs, udfordr højdeforskelle, måske op at stå.

Rigtig mange kan ikke sætte sig op selv endnu i denne periode, derfor kan de ikke sidde – det er helt fint!

HUSK nu sætningen: Hvordan er vigtigere end hvornår.

En vigtig periode for din baby

Ingen periode er vigtigere end andre, men der sker RIGTIG meget, når din baby er mellem 6 og 9 måneder motorisk set. Rigtig mange kommer fra liggende stilling til enten at krybe eller kravle, og nogle vil endda begynde at rejse sig op. Jeg arbejder med rigtig mange babyer i dette udviklingstrin, fordi forældre heldigvis er opmærksomme på, når noget ikke ser symmetrisk ud, eller “der ikke rigtig sker noget”. Kritisk er et stort ord at bruge, men jeg mener, at perioden er afgørende for babyers fremtidige kropsholdning, balance og kontrol, når de kommer op at stå, og den er afgørende for, at baby ikke rejser sig på tæer eller kun rejser sig ved at hive sig op i armene.

I perioden 6-9 mdr. skal vi løfte mave fri af underlaget og komme op og stabilisere vores krop på arme og ben og holde balancen imod tyngdekraften. Det kræver et enormt samspil med vores kropskerne af muskulatur: Bækkenbund, vejrtrækningsmuskel, dybe mave- og rygmuskler samt stabilitet omkring skuldre og hofter. Alt sammen noget der, hvis vi mestrer det godt, giver os et fantastisk fundament til at rejse os på flad fod og være i stand til at holde balance på to ben i nærmeste fremtid. De babyer, jeg ser, der ikke kommer på alle fire, er ofte svage og /eller dårligt koordinerede over mavemuskulaturen. Det ligner ofte, at de ikke har ret meget hals, skuldrene sidder under ørerne, og de har af og til udfordringer med at komme af med afføring. Alt dette er noget, vi kan afhjælpe med den rigtige stimulering af muskelkæderne. Selvfølgelig kan der være mange faktorer, der spiller ind på afføringsmønsteret. Men jeg hører meget ofte, at når babyen bliver bedre til at aktivere mavemuskulaturen, så kommer han eller hun nemmere af med afføringen. Stærke mavemuskler er ikke, at baby er god til at lave en klassisk “mavebøjning”, som mange babyer gør. Det er derimod de dybe muskler, der skal spille sammen, og dem træner baby, når hun triller, eller når hun ligger på maven og løfter sig helt op i strakte arme, og når hun løfter fødderne op til munden.

Gode redskaber til leg med din baby 6-9 måneder

Bobles krokodolle blå 2021

Artiklen indeholder affiliate links

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com