Den bedste Slyngevugge

Slyngevugger er meget populære blandt børnefamilier, og det med god grund. Fælles for alle slyngevuggerne er, at de har fokus på at forbedre babys søvn og derved give mere ro i hverdagen for hele familien, og jeg har selv rigtig god erfaring med netop den del – både fra mig selv og fra rigtig mange patienter, jeg har set i min kiropraktiske klinik. Populariteten ses i markedets størrelse. Det anslås nemlig, at omkring 50 % af alle familier anskaffer sig en slyngevugge.

Men hvilken slyngevugge skal du vælge, hvad kan den gøre for dit barns søvn, og hvad skal du ellers være opmærksom på? Læs min guide nedenfor og få hjælp og inspiration til køb af slyngevuggen – efter min mening et af de bedste køb, du kommer til at gøre dig som småbørnsforældre.

De mest populære slyngevugger på det danske marked

Hvor kan jeg købe en slyngevugge?

Der er sket en hel del på markedet for slyngevugger i de seneste år. Hvor det før kun var muligt at købe den originale slyngevugge Naturesway, er der nu en række mærker på markedet, som alle tilbyder slyngevugger i god kvalitet med en lang række forskelligt tilbehør. Disse forhandlere er værd at fremhæve:

MamaMilla – forhandler af den originale slyngevugge fra Naturesway samt alt det originale tilbehør til slyngevuggen. Mamamilla er også forhandler af en Mamamilla slyngevugge i eget brand, som er lavet af økologisk bomuld samt en slyngevugge af mærket Dayie, som også er produceret i økologisk bomuld. Fælles for begge disse alternativer er, at de prismæssigt ligger noget under premium modellerne på markedet.

Moonboon – forhandler af slyngevuggen af samme navn samt alt det originale tilbehør – deriblandt den populære Moonboon vuggemotor til slyngevuggen.

Membantu* – forhandler af Membantu slyngevuggen og den tilhørende vuggemotor. Membantu tilbyder udlejning af vuggemotoren.

Kan jeg købe en slyngevugge brugt?

Der er i øjeblikket stor fokus på bæredygtighed og ændringer i vores forbrugervaner, hvilket jeg er stor tilhænger af. Et af de helt store brugtmarkeder er inden for børnetilbehør, og slyngevuggen er ingen undtagelse. Flere og flere forældre køber deres slyngevugge brugt, hvilket giver rigtig god mening, da slyngevuggen er designet til at holde meget længere tid end blot til et enkelt eller to børn. Der er dog nogle ting, du bør være opmærksom på, hvis du vil købe en slyngevugge brugt. Artiklen her giver dig et godt overblik over, hvad du skal huske.

Hvilken slyngevugge skal jeg vælge?

Slyngevugger er blevet meget populære de senere år, og det anslås, at over 50 % af alle forældre anskaffer sig en slyngevugge. Netop grundet populariteten er der kommet flere gode valgmuligheder på markedet, som alle kan det, “de skal”. Her er tre af vores favoritter:

1. Slyngevuggen fra Membantu

Membantu blev startet i 2018 af to mødre, der oplevede et stort behov for et sæt ekstra hænder i deres børns første leveår. Membantu-slyngevuggen, Cozy Cradle, er produceret i 100% økologisk og blød bomuld. Den medfølgende madras er i 100 % ren uld med temperaturregulerende egenskaber, og som den eneste vugge på markedet medfølger en lille afskærmning/myggenet (baldakin).

Membantu slyngevugge 2023

 

Når du køber slyngevuggen fra Membantu medfølger følgende:

  • 1 slyngevugge i 100 % økologisk bomuld
  • 1 baldakin / myggenet
  • 1 tværpind i lyst træ
  • 1 regulær fjeder med sikkerhedsstrop og bomuldspose
  • 1 bærepose i 100 % økologisk bomuld
  • 1 madras med 100% ren uld og 100 % økologisk bomuldsbetræk
  • 1 lagen i 100% økologisk bomuld
  • 1 stor karabinhage med skruelås

2. Den originale Slyngevugge fra Natures Sway*

Natures Sway var de første, der introducerede slyngevugger på det danske marked. Du vælger selv, om du vil montere vuggen i en krog i loftet, i dørkarmen eller på et stativ (sidstnævnte skal tilkøbes). Maksbelastningen på Slyngevuggen fra Natures Sway er 15 kg. Den er lavet af ubleget bomuld med en tværpind i træ. Den holder fantastisk godt og kan nemt bruges til flere børn (min egen har været brugt til mine to, Mettes to og er derefter blevet solgt videre i rigtig fin stand).

Slyngevugge-Natures-Sway
Photo by Mamamilla

Når du køber Slyngevuggen fra Natures Sway*, følger en lang række lækkert tilbehør med:

  • Uld-futonmadras med bomuldsbetræk
  • Karmbeslag
  • Monteringsskruer
  • 2 sikkerhedskarabinder
  • Et bomuldslagen
  • En 0,5 m monteringskæde
  • En tværpind af New Zealandsk hårdtræ
  • Bomuldspose til opbevaring af vuggen

3. Slyngevuggen fra Moonboon*

Slyngevuggen fra danske Moonboon er det nyeste skud på stammen inden for Slyngevugger. Alle vugger er produceret i 100 % økologiske materialer i Danmark. Slyngevuggen fra Moonboon adskiller sig desuden ved, at den fås med en motor, som gør, at du kan slippe for at stå og vugge din baby til ro. Det arbejde kan motoren klare for dig. Motoren købes enten separat eller i en pakke sammen med vuggen. Madrassen er lavet med et 100% naturligt, allergivenligt fyld af kapok og stofsider i blødt, økologisk bomuld. Sidst, men ikke mindst er slyngevuggen fra Moonboon GOTS-certificeret.

Moonboon Slyngevugge 2021
Photo by Moonboon

Når du køber slyngevuggen fra Moonboon* følger disse ting med:

  • Økologisk slyngevugge
  • Tværpind
  • Kapokmadras 90cm x 35 cm
  • Fjeder med stofdække og sikkerhedsstrop
  • 3 karabinhager
  • 0,5 meter kæde

Vær opmærksom på, at motoren til slyngevuggen fra Moonboon* skal tilkøbes separat. Karmbeslaget medfølger heller ikke som standard. Du kan se mere om de forskellige tilkøb på Moonboons hjemmeside*.

Hvorfor skal jeg købe en slyngevugge?

Søvn er et af de vigtigste parametre i forhold til motorisk og mental udvikling for babyer. Hvis baby ikke får søvn nok, kan det påvirke hendes motoriske udvikling og det generelle overskud til at “møde verden”. De fleste ved, at søvnen er vigtig, og netop derfor kan det være voldsomt frustrerende, hvis man som nybagt forældre ikke kan få sin baby til at sove. En slyngevugge er måske svaret på dine bønner i den forbindelse,idet den omslutter barnet og bevæger sig i vuggende bevægelser, hvilket minder din baby om tiden i livmoderen og derved giver tryghed.

Fordele ved slyngevuggen

Når baby ligger i slyngevuggen, føler hun sig omsluttet, lidt som i mors mave. Stoffet svøber sig om babys lille krop og tilpasser sig til hendes fysik og liggemønster. Underlaget er eftergiveligt, og man undgår derved, at hovedet trykkes. Det er især en fordel, hvis din baby har en favoritside at ligge på. Samtidig rundes ryggen let, hvilket er det mest naturlige for de helt små. I din babys første måneder er ryggen fra naturens side fortsat krummet. Jeg bliver ofte spurgt, om det ikke er uhensigtsmæssigt, at ryggen ikke rettes ud, når barnet sover. Hertil er svaret nej, ryggen skal ikke “formes” når baby sover, men derimod når hun er vågen og i bevægelse. 

Fordi slyngevuggen hænger i en fjeder, vil den bevæge sig op og ned, fra side til side og frem og tilbage, når baby bevæger sig. Den blide vuggebevægelse, der opstår, når baby bevæger sig i slyngevuggen, er med til at imitere følelsen, baby havde, da hun lå i mors mave. Men bevægelsen kan mere end blot at skabe tryghed. Den vuggende bevægelse stimulerer nemlig din babys sanser, heriblandt balancesansen, som er med til at styrke din babys motoriske udvikling. Slyngevuggen kan altså være med til at udvikle babys motorik, fra hun er helt spæd. Babys hoved er desuden let hævet, når hun ligger i slyngevuggen, hvilket kan være en stor fordel for babyer, der kæmper med tilbageløb af mavesyre (reflux).

Ofte stillede spørgsmål om slyngevugger

Giver en slyngevugge dårlige sovevaner?

Som forældre er vi meget optagede af at vores børn har gode sovevaner, og vi vil for alt i verden undgå at gøre ting, der kan ødelægge et godt søvnmønster. Derfor stiller mange mig spørgsmålet, om slyngevuggen giver barnet dårlige sovevaner og fx vænner dem til kun at ville sove, når de er i bevægelse eller vugges. Min egen erfaring med mine to børn er, at de i deres første leveår gennemgår rigtig mange faser, som ofte ændrer den måde, de bedst finder ro på. Jeg har selv brugt slyngevuggen til begge mine børn til de var cirka 1,5 år gamle, og min erfaring siger mig, at de i den alder begynder at vise interesse for at falde i søvn et andet sted med et andet ritual. Derved er slyngevuggen helt naturligt blevet udfaset og i stedet for at bekymre mig om dårlige vaner, har jeg fokuseret på, at den netop har givet mine børn et trygt og roligt sted at falde i søvn i 1-2 år. 

Hvis din baby klager, når du lægger hende i slyngevuggen, kan det skyldes låsninger eller skævheder, og det kan i de tilfælde være en fordel at få dit barn tilset af en kiropraktor. Lyt altid til dit barns signaler og din egen mavefornemmelse.

Kan min nyfødte sove i en slyngevugge?

Du kan sagtens lade din nyfødte sove i slyngevuggen. Den er netop lavet til at tilpasse sig barnets krop og derved omslutte selv de mindste børn. Du skal dog naturligvis altid have opsyn med din baby, når han eller hun sover – også i en slyngevugge.

Hvor længe kan jeg bruge slyngevuggen?

Du kan i princippet bruge en slyngevugge så længe, dit barn kan være i den og finder ro i at blive lagt til at sove i den. Når dit barn selv kan komme op i siddende stilling eller vende sig om på maven, skal du dog være opmærksom på, at der er risiko for, at hun kravler ud af slyngevuggen.

Hvor lang tid må mit barn ligge i slyngevuggen?

Som udgangspunkt kan dit barn ligge i slyngevuggen, så længe han eller hun sover eller i øvrigt trives med det. Slyngevuggen er meget mere skånsom for din babys kranie end en madras, så risikoen for fladt eller skævt baghoved er meget mindre i en slyngevugge. Jeg anbefaler altid, at du tager dit barn op når han eller hun er vågen, så den vågne tid kan bruges på at træne maveliggende og stimulere barnets sanser.

Kan man vaske en slyngevugge?

De fleste slyngevugger kan vaskes i vaskemaskinen, men du bør naturligvis altid læse vaskeanvisningerne fra producenten nøje.

Artiklen indeholder reklamelinks, som er markeret med en *

Cookie- og privatlivspolitik  I  All rights reserved sannelobner.com 2019 - Created my free logo at LogoMakr.com